Fragt 45kr. - Fri fragt i Danmark ved bestillinger over 300kr.

Cambodia: Meas Family Homestay i Takeo

by Fair Fashionista

I udkanten af den lille landsby Prey Tiet ligger Meas Family Homestay, som er det ældste homestay i Cambodia. Siden 1999 har venner og gæster kunne kigge forbi og få et indblik i landsbylivet i Takeo-provinsen. Meas Homestay drives af Linda Meas, som også er en af iværksætterne bag den socialøkonomiske virksomhed Weavers Project, hvor jeg køber håndvævet bomuld til Fair Fashionistas produkter.

Det var også det håndvævede bomuld, som i første omgang bragte mig til Meas Family Homestay, da jeg blev inviteret ned for at se, hvordan produktionen gik til. Siden har jeg dog været tilbage flere gange for at hilse på og nyde den fred og ro, der er dernede.

Det er utroligt så godt man sover, når der ikke er noget baggrundsstøj. Om morgenen bliver man vækket af hanegal og fuglesang, og selvom hanen står tidligt op, så er det nok en af de allerbedste måder, man kan vågne på. Morgenmaden serveres tidligt, så man kan komme i gang med dagens arbejde, og Linda laver den bedste french toast.

Alle måltider indgår i prisen, og maden tilberedes i det åbne køkken. Har man lyst, må man gerne være med til at lave maden og lære sig lidt om det cambodianske køkken undervejs.

I løbet af dagen kan man deltage i nogle af aktiviteterne på stedet. Der bliver arrangeret forskellige workshops, hvor man kan lære sig at lave sæbe og forskellige håndarbejde, eller tage et madlavningskursus. Man kan også besøge væverne i det udendørs værksted og se, hvordan bomuldsgarn forvandles til de flotteste mønstre. De gange jeg har været der, har jeg holdt mig inde på området, men der er flere templer i nærheden, samt andre seværdigheder, som man kan cykle til.

Om aftenen tilberedes lækker khmer-mad i det udendørs køkken, og når maden er klar, samles alle generationer omkring bordene, og der bliver snakket om, hvad man har oplevet i løbet af dagen.

Det er en helt unik måde at opleve autentisk landsbyliv i Cambodia og kommer man fra Phnom Penh, er et ophold hos Meas en kærkommen pause fra byens larm og stress. Kom ned i gear, spis noget god mad og lær dig noget nyt.

Man kan booke Meas Family Homestay gennem deres hjemmeside. Der er ikke nogen offentlig transport mellem Phnom Penh og Meas Family Homestay, men de er behjælpelige med at arrangere transport (koster omkring 40USD/vej).

Skriv en kommentar

Flere indlæg

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}