
Jeg lærte først Alejandra at kende gennem hendes private Instagramkonto @lemontwist_nyc, hvor hun deler mad billeder og tipser om restauranter, og der gik et godt stykke tid, før det gik op for mig, at hun også har en webshop, hvor hun sælger de sødeste accessories.
Vi aftalte hurtigt at vi da skulle lave noget sammen, og efter lidt brainstorming frem og tilbage, kom vi på idéen om at lave tørklædenåle med mexicanske dukker. En tørklædenål er sådan en undervurderet accessory. Det er ikke noget man tror man lige mangler, men når man først har fået en, undrer man sig over, hvordan man har kunnet leve uden. Tørklædenålen holder dit tørklæde på plads uden at du behøver binde store klodsede knuder, der får dig til at se ud som en stranguleret giraf, og den mexicanske dukke ser supersød ud sammen med de fleste vævede eller strikkede tørklæder.
Alejandra har mexicanske rødder, og da hun startede Lemony MX tilbage i 2019 var det med formålet at dele sin kærlighed til landet gennem designs. Siden Alejandra var barn har hun været dybt fascineret af de flotte farver i traditionelt mexicansk håndværk, og den fascination kan genfindes i Lemony MX farvestrålende produkter. Alejandra køber de mexicanske dukker direkte fra kvinder fra Mexicos urbefolkning, og hun sikrer sig at kun de bedste materialer anvendes. Idag inkluderer hendes sortimen også speciallavede filtdukker og nøgleringe, og alt er fremstillet med omhu og kærlighed.
Tørklædenålene fås med 2 forskellige dukker:
Mexicanske dukker: De smilende dukker i farvestrålende kjoler vil uden tvivl gøre dig i godt humør og sætte kulør på din dag.
Worry Dolls: Det siges, at hvis du fortæller den lille worry doll om dine bekymringer og lægger hende under puden før du går i seng, så vil hun få bekymringerne til at forsvinde mens du sover. På grund af den spidse nål fraråder jeg dog, at du lægger tørklædenålen under puden.
Advarsel: Tørklædenålen er ikke legetøj. Uegnet for børn.









