Opskrift: Elotes – Mexicanske Grillede Majs

by Sanne Moeller
Opskrift på mexicanske majs

For nogle måneder siden fik jeg denne opskrift på elotes (grillede mexicanske majs) af Alejandra fra LemonyMX. De grillede majs er populære som street food i Mexico, hvor Alejandra er fra, og det kan man godt forstå, for de smager virkelig skønt. Der skulle dog gå et godt stykke tid, før jeg endelig fik prøvet opskriften, da jeg ikke kunne finde cotija (mexicansk ost, lidt som en mellemting mellem mozzarella og feta) nogle steder i Danmark. På Alejandras anbefaling brugte jeg til sidst feta i stedet, og det fungerede fint. Smør og mayonnaise lyder måske som lidt af en mærkelig kombination, men det er superlækkert, da det er som om mayonnaisen forstærker smørsmagen og omvendt. Her er opskriften:

Opskrift på Elotes – Mexicanske majs

Ingredienser (til 4 personer som snack, til 2 personer som frokost)

4 majskolber

Mayonnaise (rigtig mayonnaise, det bliver ikke godt med Miracle Whip og andre slags salatmayonnaise)

Cotija eller Queso Fresco (kan være svært at finde, men man kan bruge smuldret fetaost i stedet, 1/2 pakke er nok til 4 majskolber)

2 lime

Smør

Salt

Chilipulver

Sådan gør du:

Grill majskolberne 3- 5 minutter på hver side eller indtil de har fået nok. Husk at vende majsene ofte. De må gerne få lidt farve, men skal ikke være brændte. Du kan også tilberede majsene i ovnen (ca. 20 minutter ved 200ºC og evt. et par minutter med grilleffekt til sidst).

Tag majskolberne af grillen og smør dem godt ind i smør.

Dryp lidt limesaft over majskolberne.

Pensl med godt med mayonnaise

Drys med ost

Drys med salt og chilipulver

Så er majsene færdige! Server dem varme med ekstra lime skåret i både.

Lej Viskestykker

fair-fashionista.dk

Foretrækker du at købe?

Shop Viskestykker

Fair Fashionista Shop

Skriv en kommentar

Flere indlæg